Gå til hoved indhold

Belægningsstrategi

En strategi for belægninger på Gentofte Kommunes vejnet - veje, stier og fortove.

Generelt om strategien

Gentofte Kommunes belægningsstrategi sætter retningen for vedligeholdelsen af veje, stier, fortove og offentlige parkeringsarealer. Belægningsstrategien skal medvirke til, at kommunen har en god infrastruktur, så vi sikrer god komfort for både fodgængere, cyklister og bilister samt god fremkommelighed, sikkerhed og bæredygtighed.

Strategiens formål er at:

  • Sikre trafiksikkerhed, tilgængelighed og fremkommelighed fastholde og om muligt forøge vejkapitalen (dvs. forbedre vejkvaliteten og værdien af vejnettet).
  • Arbejde for komfort for alle trafikanttyper.
  • Sikre udnyttelse af mulige synergier i forbindelse med alle infrastrukturarbejder.
  • Sørge for, at ledningsarbejder ikke skader vejene gennem koordinering af belægningsarbejderne i så stort omfang som muligt, så der ikke graves i nye belægninger.
  • Sikre bæredygtig infrastruktur.

Samarbejde

Mange aktører har deres ledninger placeret under Gentofte Kommunes fortove og kørebaner. Det gælder fx tele- og kommunikationskabler, fibernet, fjernvarme, vand- og spildevandsledninger samt vejvand . For at reducere gener i forbindelse med gravearbejder og opgravninger i nyetableret asfalt, koordineres Gentofte Kommunes planlagte belægningsrenoveringer bedst muligt med de mange ledningsarbejder.

Det sker i samarbejde med ledningsejerne. Sammen med de større ledningsejere afholdes regelmæssige møder, hvor rækkefølge og omfang af gravearbejder planlægges, så de udføres bedst muligt ud fra den samlede økonomi og med fokus på at sikre fremkommelighed og minimering af gener.
For mindre ledningsarbejder sker samarbejde og koordinering løbende, idet disse arbejder sjældent er langtidsplanlagte. Koordineringen vil dog desværre ikke helt kunne afværge gravninger i nyrenoverede veje, da der kan opstå akut behov for reparation af skader på ledningsnettet.

Klimapåvirkninger

Klimapåvirkninger spiller en væsentlig rolle for vejenes funktion på grund af øgede regnmængder og skybrud. Dette giver ekstra udfordringer for spildevandsnettet og medfører øgede gener for trafikanter.

I Gentofte Kommune udfører Novafos klimatilpasning gennem kloakseparering. Ved separatkloakering adskilles regnvand fra spildevand i to afløbsledninger i vejene i stedet for som hidtil én fælleskloak. Herved øges kapaciteten, regnvand renses og bortledes til havet, samtidig med at mængden af spildevand, der skal sendes til renseanlæg, mindskes, og overløb med urenset husspildevand til moser, søer og havet reduceres.

Som en del af kloaksepareringen arbejder Gentofte Kommune derfor på at integrere planlægningen og samarbejdet om de enkelte projekter med Novafos, så vejnettet i fremtiden kan udnyttes bedre til at kunne håndtere regnvand og samtidig mindske gener og skader ved skybrud. Desuden arbejdes der på at etablere indbydende by- og vejrum med regnbede og beplantning, der samtidig kan bidrage til at løse udfordringer med for høj hastighed, utryghed og trafikstøj eller bidrage til bæredygtig mobilitet.

Investeringer

Det kræver betydelige investeringer i vejnettet, når kommunen skal leve op til vejlovens bestemmelser om at holde vejene i den stand, som trafikkens art og størrelse kræver. Hertil kommer nød-endige investeringer i klimatilpasninger samt ønsker og krav fra trafikanter og vejenes beboere. Samlet set vil der naturligvis være sammenhæng mellem økonomi, ambitionsniveau og muligheder.

Budgetterne til vejvedligeholdelse vedtages politisk, og har de seneste år været 2-årige. I forhold til de tidligere år vedtog forligspartierne at afsætte ekstra midler i 2023 og igen i 2025-2026 for at tilgodese vejene og sikre komforten. Det er dog ikke nok til at bevare vejkapitalen, da efterslæbet især på fortovene fortsat er stort.

Belægningsstrategi 2023

Belægningsstrategi 2023 afløser den tidligere Belægningsstrategi for 2014-2021.
Belægningsstrategi 2023 er vedtaget af Klima-, Miljø- og Teknikudvalget i Gentofte Kommune i januar 2024.

  • Støj

    Læs mere om støj fra bildæk og hvad Gentofte Kommune kan gøre for at afhjælpe dækstøj.

    Støj
  • Vand

    Læs mere om håndtering af regnvand og spildevand.

    Bæredygtighed
  • Renoveringer

    Læs mere om Gentofte Kommunes strategi for renoveringer af kørebaner og cykelstier.

    Prioriterede renoveringer